Vi ved alle sammen godt, at der er nogle ting vi burde gøre anderledes, for at passe bedre på os selv og have en sundere livsstil. For nogle handler det om at skære ned for de søde sager, mens andre altid skælder sig selv ud, når de nyder et glas vin eller to. Men der er altid et skel imellem de ting vi ved vi burde gøre, og så de handlinger, vi rent faktisk ender med at gøre til virkelighed. Det største problem ved dette er nok, at vi har tendens til at være rigtigt hårde ved os selv i disse situationer. Vi føler skuffelse over, at vi igen faldt i fælden, og ikke levede op til vores egne forventninger og planer. Gentager det sig nok gange, så kan man let fristes til at give helt op.

Derfor anbefaler jeg, at man giver sig selv noget plads. Du behøver ikke omlægge hele dit liv, og være perfekt i alt hvad du gør. Målet må i stedet være at opbygge nogle gode sunde vaner, som gør at du er sundere end du var før – uden at stile efter perfektion. Selv gjorde jeg det takket være to sunde opskrifter, som jeg begyndte at lave hver uge:

Grøntsagsfrikadeller

  • 1 håndfuld brokolli
  • 1 håndfuld frosne majs
  • 1 gulerod
  • 1 lille løg
  • 2 store æg
  • ½ deciliter speltmel

Hak alle grøntsagerne i små stykker, mens du varmer panden op med nogen olivenolie eller kokosolie. Slå så de to æg ud i grøntsagerne, og rør godt rundt. Pisk dit speltmel ind i denne blanding, så der ikke er nogen klumper. Nu former du ganske enkelt frikadeller af denne blanding, og steger dem på panden. Nemt og sundt!

Hjertesund Spaghetti

  • 20 gram champignon
  • En håndfuld artiskok hjerter
  • 3 fed hvidløg
  • 1 lille løg
  • Spaghetti (gerne fuldkorn)
  • En håndfuld spinat
  • 1 terning Grøntsagsbouillon

Svits alle ingredienserne, undtagen spaghetti og bouillon, på panden i olivenolie. Sørg for at olien er varm før du smider grøntsagerne på, og svits dem hurtigt: de skal ikke ”koges” igennem på nogen måde. Kog så din spaghetti som normalt, men med grøntsagsbouillonen tilsat. Sørg for det ikke får for meget: der skal gerne være noget bid tilbage. Hæld vandet fra din spaghetti, hæld de svitsede grøntsager hen over, og bland det hele sammen til en lækker omgang hjertesund spaghetti.

Der er mange sunde opskrifter derude, så du behøver ikke at benytte lige præcis de to. For mig var det vigtigste, at opskrifterne var nemme at lave, havde rigeligt med grøntsager, og ikke var noget jeg ville blive træt af at spise. Det sikrer nemlig, at jeg helt naturligt har lyst til at lave dem mindst én gang om ugen hver. Jeg ser faktisk frem til det, fordi jeg ved hvor nemt og hurtigt det er at tilberede, og at jeg samtidig kan spise dem helt uden at få dårlig samvittighed. Det er hemmeligheden bag en sund livsstil: at gøre tingene så lette og attraktive som muligt.

Related Post