Hvis du har købt eller solgt bolig for nyligt, så er du sikkert stødt på den såkaldte energimærkning. De fleste har hørt om energimærkningen af hårde hvidevarer, hvor eksempelvis et køleskab har et specifikt energimærke der fortæller hvor lidt, eller hvor meget, det bruger i strøm. Energimærkningen af ejendomme fungerer på nogenlunde samme måde.

Alle nybyggerier skal have et energimærke, og det samme skal de fleste boliger der sættes til salg i dag. Rent praktisk foregår det ved, at man tager kontakt til en energikonsulent som kommer ud for at gennemgå ejendommen. Energikonsulenten er en uvildig ekspert ansat hos et firma, der har den nødvendige certificering til, at kunne udfærdige energimærkninger og energirapporter. Det er typisk en person som er ingeniør eller har en byggeteknisk uddannelse, og som så har taget energikonsulent-uddannelsen oveni.

Når energikonsulenten kommer frem til ejendommen begynder de på en grundig gennemgang. Der kigges på alle de relevante elektriske installationer og de byggetekniske forhold der spiller ind på det samlede energiforbrug for ejendommen. Det hele ender ud i en rapport, som både fortæller hvor meget energi ejendommen bruger, og hvor der eventuelt er plads til forbedringer.

Energimærkningen på dit hjem er altså meget ligesom det energimærke, der er på dit køleskab. Det fortæller dig noget om, hvor energieffektivt dit hjem er, og altså hvor meget det koster dig at holde gang i hjemmet. Ligesom med køleskabet, så gør energimærket det mere gennemsigtigt for en potentiel køber, hvor dyrt det er på sigt, at vælge dette hus frem for et andet. Der er dog også den forskel, at der jo som sagt lægges op til forbedringer. Du skifter nok ikke lige selv nogle dele i dit køleskab, men med energimærket og de tilhørende energirapporter i hånden, kan du tydeligt se hvad der skal gøres, og hvilken effekt det vil have på det samlede energiforbrug.

Energimærket gør det altså nemt at passe bedre på miljøet og familiens økonomi. Ikke alene ved man hvor meget energi den bolig man kigger på kan forventes at forbruge: man ved også hvad der skal gøres for, at sænke dette energiforbrug. Det er rigtigt godt for forbrugerne, og det vil sandsynligvis også føre til en generel værdiforøgelse af danske boliger. Man er ikke længere nødt til at gætte på hvilke forbedringer der giver mest mening: at følge anvisningerne i energimærket gør at man effektivt nedsætter energiforbruget af ejendommen, hvilket selvfølgeligt gør den mere attraktiv i forbindelse med salg eller udlejning.

Hvis du ikke allerede har kigget på anvisningerne i din energimærkning, så kan det godt betale sig at tage et kig. Nogle forbedringer koster ikke særligt meget at få udført, og du kan jo hurtigt se, hvor lang tid det vil tage at tjene sig selv hjem igen. Du kan altså gøre noget godt for miljøet og din privatøkonomi både simpelt og hurtigt.